Forside

200 deltagere samlet til CUBB-seminar om borgerinddragelse i fremtidens beskæftigelsesindsats

: 13.05.2024

Torsdag d. 2. maj 2024 var ledere fra det beskæftigelsespolitiske felt samt udvalgte medarbejdere og andre interessenter på social- og beskæftigelsesområdet samlet med en gruppe forskere til CUBB-seminar i Aalborg. Fokus var på borgerinddragelse i fremtidens beskæftigelsesindsats. På scenen kunne man opleve CUBB-forskere og repræsentanter fra CUBB-samarbejdskommunerne, der i dialog med hinanden præsenterede centrale indsigter fra de sidste fire års forskning-praksis-samarbejde i CUBB-regi.

Tekst af Nicolai Nybro Hansen, videnskabelig assistent, CUBB - Center for Udvikling af Borgerinddragende Beskæftigelsesindsatser
Foto: CUBB

I AAU Creates bygninger på havnefronten i Aalborg blev det understreget, at CUBB-samarbejdet har affødt en række forskningsresultater og ændringer af kommunal praksis på beskæftigelsesområdet, der har bred relevans for aktører på social- og beskæftigelsesområdet. Således var 200 deltagere – herunder 135, der ikke allerede er involveret i CUBB – mødt op for at blive klogere på og diskutere borgerinddragelse i fremtidens beskæftigelsesindsats.

Det faglige program bestod dels af fællessessioner for alle seminardeltagere, hvor CUBBs fokus på vidensmobilisering og borgerinddragelse blev belyst af både forskning og praksis; og dels af en række mindre, parallelle sessioner, hvor seminardeltagerne bl.a. kunne blive klogere på virksomheders inklusionskapacitet, dilemmaer og potentialer i at skabe en helhedsorienteret beskæftigelsesindsats og betydningen af vidensmæglerrollen, som udgør en af grundstenene i samarbejdet mellem forskning og praksis. En oversigt over alle programpunkter findes her.

CUBB realiseres med støtte fra

Den A.P. Møllerske Støttefond